18/10 2006

Stop all the clocks, cut off the telephone.
Prevent the dog from barking with a juicy bone.
Silence the pianos and with muffled drum
Bring out the coffin, let the mourners come.

Let aeroplanes circle moaning overhead
Scribbling on the sky the message She Is Dead.
Put crêpe bows round the white necks of the public doves,
Let the traffic policemen wear black cotton gloves. 

She was my North, my South, my East and West,
My working week and my Sunday rest,
My noon, my midnight, my talk, my song;
I thought that love would last forever: I was wrong.

The stars are not wanted now: put out every one;
Pack up the moon and dismantle the sun;
Pour away the ocean and sweep up the wood;
For nothing now can ever come to any good.

(W. H. Auden)

Mine følelser i dette øjeblik er svære at beskrive. Jeg har i dag måtte tage den tunge beslutning at få min skattepige aflivet. Hun fik en ny korsbåndsskade i det "raske" ben for 3 uger siden. Hun blev opereret for den, da dyrlægen mente at var etisk forsvarligt. Siden har hun døjet med væske i knæet. Dog mente de ikke det var noget alvorligt. I mandags tog de prøver af væsken, som jeg ville få svar på tirsdag. Men allerede efter vi havde været hjemme i nogle timer i mandags begyndte væsken at hobe sig op igen. Dette var ikke bedre tirsdag morgen og hun begyndte at have smerter. Derfor måtte jeg ind med hende og her fik jeg at vide, at væsken var ledvæske, hvilket betød, at de desværre måtte åbne ind til knæet igen. Dog mente de, at det var et lille hul ind til ledhulen (eller noget i den retning) som de kunne fikse.

I dag da de åbnede ind til knæet, kunne de konstatere, at hendes krop havde afvist alt der var lagt ind ved korsbåndsoperationen. Prognosen for et godt knæ og et liv uden smerter var dårlig. Jeg blev ringet op mens hun stadig var i narkose og skulle så tage et umådeligt svært valg. Jeg valgte, at hun ikke skulle vågne igen fra narkosen, da det højst sandsynligt ville være for min egen skyld. Jeg var inde og sige farvel og var ved hende, da hun åndede ud. Hvor var det dog svært at lade være med at trække beslutningen tilbage, da jeg stod ved hende. Det ville have været så nemt at sige til dem, at de skulle lade hende vågne op igen. Ovenstående digt er nok det nærmeste, jeg kan komme en beskrivelse af mine følelser i ord. Hun betød så uendeligt meget for mig.

Chika du vil for evigt være i mit hjerte og i mine tanker.