Chika var desværre så uheldig, at hun i december 2002 pådrog sig et delvist overrevet korsbånd. Inden den endelige diagnose blev stillet, gik der en måneds tid. Vi var først hos min daværende dyrlæge i Rødovre, men jeg endte op med at tage ind på Landbohøjskole.  

I januar blev hun så opereret. Operationen gik fint og da jeg fik Chika hjem efter et par dage, fik jeg en mindre forklaring med på papir om, hvordan Chika skulle genoptrænes det næste stykke tid. De første 3 uger skulle hun absolut kun ud, når hun skulle træde af på naturens vegne. Herefter skulle gåturene langsomt trappes op over de næste par måneder. Snoren skulle selvfølgelig være på i de første to måneder. Yderligere måtte hun først gå på trapper efter ca. 4 ugers tid. Lidt et problem når man bor på 1. sal . Min søde underbo som er tømre trådte til og bar Chika op og ned af trapperne i næsten 4 uger. Det værdsatte jeg i den grad, da Chika jo ikke ligefrem er en lille nipsting .

Jeg havde spurgt inde på Landbohøjskole om det var nødvendigt at gå til svømning med Chika. Hun havde på det tidspunkt aldrig været i vandet og havde kun lige overvundet sig selv med hensyn til at acceptere at få våde tæer, når hun drak vandet ved søer . Dyrlægen sagde, at svømning ikke var en absolut nødvendighed.

Der gik så ca. 5-6 måneder og det gik fint fremad. Men Chika travede dog stadig ikke særlig pænt. Når hun travede afsted, sprang hun jævnligt det dårlige ben over. Jeg tog så en beslutning om at starte til svømning med hende alligevel. Afsted gik turen til AA-hundecenter. Chika kom til sin store skræk i bassinet. Hun gik helt i panik, da damen trak hende rundt i vandet og det var absolut ikke fedt at se på. Hun kradsede op ad siderne. Anden gang vi var afsted, foregik det på samme måde i starten, men hun endte med at begynde at svømme lidt til sidst. Da hun kom op af vandet, havde uheldet atter ramt os. En negl var flækket .

Kun 6 dage senere knækkede hun en anden negl på modsatte forben. Dette skete hjemme ved mine forældre, idet hun gik ud i haven. Her trådte hun åbenbart forkert ned på den rist som bruges som trappetrin. Jeg så hende bare lave en anderledes bevægelse indefra af. Hun peb eller hylede ikke. Så det var først, da hun kom ind et øjeblik senere og blødte over det hele, at jeg opdagede det. Hele neglen var røget af. Vi forbandt poten. Hun endte selvfølgelig med at skulle have fjernet resten af den flækkede negl under narkose og havde forbindinger på i nogle uger på begge fødder. Ømt syn. Dette var i juli måned, så det var jo meget varmt for hende med disse forbindinger. Tredje gang vi var inde på Landbohøjskole for at få dem skiftet, endte det da også med, at hun ikke fik nye på. Jeg skal lige hilse og sige, at hundetæer også kan lugte langt væk af sure sokker .

Alt dette gjorde, at vi ikke kunne fortsætte svømningen med det samme, samt at gåturene blev begrænset atter igen. Da jeg fik grønt lys af dyrlægen til, at Chika kunne gå tur uden sokker, gik det atter galt. Jeg tog ud og lavede et feltsøg til Chika samme aften. Da Chika så fik fri, blev hun helt energisk og fik et af sine såkaldte flip. Det vil sige, at hun kortvarigt tonser rundt og laver meget hurtige vendinger eller laver "rullefald" og kolbøtter. Da hun rejste sig op næste morgen satte hun ikke sit opereret ben ordentligt til jorden.

Panik, panik og afsted til Landbohøjskole igen. Her endte det med, at hun blev opereret igen. Det viste sig, at det var en forstærkning, der var blevet lavet som var gået. Dette er dog ikke overraskende, da de ved, at denne forstærkning ikke holder i det lange løb. Når den ikke holder længere, er det meningen, at muskulaturen skal overtage. Dette var gået skidt i Chika's tilfælde på grund af den manglende svømmetræning kombineret med korte gåture i 3 uger på grund af neglene. 

Efter operationen skulle vi samme forløb igennem, som efter første gang hun blev opereret. De første 4 uger, hvor hun ikke måtte gå på trapper, taklede jeg dog anderledes denne gang. Jeg ville ikke byde min underbo at skulle bære det store læs i 4 uger igen. Jeg sørgede for at holde sommerferie samtidig med, at jeg fik Chika hjem. Et par af ugerne boede vi så i mine forældres sommerhus og resten af tiden boede vi hjemme hos mine forældre i deres rækkehus.

Denne gang kom Chika afsted til svømning lige så snart det var muligt. Jeg bestilte også tid til hundemassage. Vi gik så til hundemassage og hundesvømning i Solvang hundecenter. Chika fik i alt 10 gange hundemassage. I nogle måneder svømmede Chika 3 gange om ugen. Herefter satte jeg det ned til 2 gange om ugen. Efter et halvt års tid begyndte det at gå rigtig godt. Chika travede lige pludseligt også pænt uden sine små rejehop . Men ak....efter et kort møde med en hanhund, hvor hun legede lidt, var det atter galt. Om aftenen da hun rejste sig haltede hun igen. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at jeg fik det rigtig skidt. Tankerne begyndte jo at kredse sig lidt om, hvor mange gange man vil lade sin hund gennemgå den slags operationer. Især hvis det alligevel går galt efter et halvt år.

Dagen efter tog vi akut ind på Landbohøjskole. Her blev hun som sædvanlig følt på og hun fik også taget røngtenbilleder. Billederne viste, at hun nu havde slidgigt i benet og dyrlægen syntes ikke, at det så godt ud. Efter anden operation, var jeg dog blevet advaret om, at det nok var helt sikkert, at hun ville udvikle slidgigt i benet efter sådanne 2 operationer.

De mente, at det atter var forstærkningen, der var gået. Denne gang fik jeg besked på at lufte Chika i snor de næste 14 dage og så skulle jeg give hende smertstillende i form af metacam i 10 dage. Efter de 14 dage gik det da også bedre. Men vi var tilbage til, at Chika ikke travede pænt. Men hun skulle altså ikke opereres og hendes noget bedre muskulatur i benet gjorde sit denne gang. Efter lidt tid genoptog vi svømningen. Dog for en kort tid.

Dette på grund af, at jeg en dag i "Hunden" (medlemsbladet fra Dansk Kennel Klub) så en artikel fra Københavns dyrehospital, hvor de havde anskaffet sig en waterwalk. I waterwalken, som ses på billedet ovenover, går og løber hunden på et løbebånd, hvor vandstanden justeres alt efter, hvor skånsom og hård træningen skal være. Dette bestilte jeg straks tid til. Chika foretrækker helt klart waterwalk fremfor svømning, da det gør en forskel for hende at have fast grund under fødderne. Yderligere kan hun belønnes med godbidder imens . En ekstra gevinst for mig, var at køretiden til og fra træningen blev formindsket fra at være 1 time hver vej til ca. 15 minutter hver vej.

Efter 6-7 måneder var jeg ret opgivende med hensyn til om Chika nogensinde ville komme til at trave ordentligt igen. I waterwalken travede hun faktisk pænt, men ikke på almindelige gåture. Men så i oktober 2004 ændrede dette sig. De mange penge til genoptræning gav sørme pote. Pludselig travede Chika pænt og hun travede også lidt mere på gåturene generelt. Hun er og bliver dog en doven hund. Jeg meldte hende til en udstilling i november 2004 for at finde ud af om en dommer kunne se noget. Det gik meget fint alt taget i betragtning. Ud af 6 bullmastiffer i åben klasse fik hun en 1. præmie og en 3. placering.

Foruden genoptræningen mener jeg også fodringen kan have haft indflydelse på, hvor godt det er gået Chika. I juni 2004 begyndte jeg at barfe Chika. BARF står for Bones And Raw Food. Man prøver at efterligne, hvad ulven spiser i naturen. På billedet til venstre er Chika i gang med at spise et råt kyllingeskrog. Mums hun synes det er godt. Inden jeg begyndte at barfe Chika, havde hun fået Amilet tilsat kalk og forskelligt kød i 1½ år. Amilet er et tørret korn- og grøntsagsfoder. Chika har siden hun pådrog sig sin benskade yderligere fået glucosamin i sin mad.

I 2005 reducerede jeg de ugentlige genoptræningsdage til kun 1. I dag går det stadig rigtig godt med Chika. Der er stadig ikke noget at se når hun går og traver. Det eneste tegn på skaden/gigten er når hun sætter sig for at tisse. 1/3 del af gangene sætter hun ikke det opereret ben helt til jorden.